
“Vi sviner, men vi vil være grønne”. Et kursus i bæredygtighed har givet metalvirksomheden BAC Corrosion et markant skub fremad. Med nye værktøjer og en fælles retning arbejder virksomheden nu på at mindske spild, styrke arbejdsmiljøet og udvikle grønnere produkter.
Flydende metal løber ned i kar fra den store ovn. Man kan nærmest se varmen i luften, mens gnisterne springer. På overfladen er BAC Corrosion i Herfølge en klassisk metalvirksomhed, hvor tung industri fylder hallerne. Men bag de rå rammer gemmer sig en virksomhed, som de seneste år har gennemgået et markant skifte mod det grønne.
“Vi er en metalvirksomhed, det kan desværre ikke undgås, at vi sviner. Men vi går benhårdt efter at være så miljøbevidste som muligt, det er vores klare strategi. Vi kalder os selv mørkegrønne,” siger Benny Dohn, general manager.

Alle led i produktionen er derfor blevet gået efter i sømmene for at finde grønne løsninger; fra råmaterialer og arbejdsprocesser til de færdige produkter. Ét af tiltagene har været at sende ledelsen på kurset Ledelse af grøn omstilling og bæredygtighed, udviklet af KHS Kompetence og Roskilde Handelsskole. Formålet? ”At få et fælles grønt sprog og sikre, at hele virksomheden bevæger sig i samme retning,” forklarer Benny Dohn.
BAC Corrosion har blandt andet udviklet en særlig legering til de anoder, de producerer, som reducerer zink i havet.
“Vi har lavet en klimavenlig legering, der fjerner zink i havet. Vores anoder, der er brugt i Køge Havn, ligger på en halv procent, hvilket er langt under de to procent, som fx Holland og Tyskland kræver. Samtidig forlænger vores anoder levetiden på havnespuns og stålkonstruktioner gevaldigt. Det er både sund fornuft og rigtig grønt.”
Han tilføjer:
“Samfundsansvar er samtidig vigtigt for os, både med flexjobbere, lærlinge og et arbejdsmiljø, der er bæredygtigt for mennesker.”
Fra sort til mørkegrøn i detaljen
Produktionschef Rino Antoft oplever, hvordan de grønne ambitioner mærkes i hverdagen:
“Vi kigger på hele processen, lige fra indkøb af råmaterialer til den sidste bearbejdning. Hvordan kan vi udnytte råprodukterne bedst, så vi mindsker spild? Hvordan kan vi optimere ruterne i produktionen? Vi har el-trucks, vi sorterer dagligt, og vi evaluerer på alle projekterne; gjorde vi det rigtige, eller kan vi lære af det? Det er en spændende proces, hvor vi hele tiden finder nye måder at optimere på. Både miljømæssigt og arbejdsmiljømæssigt. Det giver også bedre arbejdsprocesser for medarbejderne.”
Han understreger, at det ikke kun er produktionen, men hele organisationen, der løfter i flok:
“Alle afdelinger er med - fra sælgerne til de folk, der står i værkstedet. Når alle bidrager, kan vi flytte os som virksomhed.”

Et fælles sprog
Kvalitetschef Thomas Thomsen peger på en uventet gevinst ved kurset:
“Vi gør det af to grunde. For det første fordi vi møder en masse krav udefra. For det andet fordi det er en god måde at snakke sammen på tværs af afdelingerne. Pludselig taler produktionen og administrationen om de samme udfordringer og med det samme grønne ordforråd. Det gør en kæmpe forskel.”
Er de så nået i mål med den grønne omstilling?
”Man når nok aldrig helt i mål, det er en udvikling, der fortsætter. Efter 2,5 år med grøn omstilling har vi allerede gjort rigtig meget, ned til små ting som genbrugskopper, bedre håndtering af olie og sortering af metal. Samtidig har vi taget store skridt med en ny legering, og vi er i år kommet med i en ISO-standard.”
Han indrømmer, at der var skepsis i starten:
“I begyndelsen var der noget modstand, men jeg er positivt overrasket over, hvor hurtigt folk engagerede sig. Vi har skabt en udvikling, hvor medarbejderne selv løfter ESG-problematikker ind i hverdagen. Det er dejligt at opleve.”
Sammen om den grønne omstilling I Køge og omegn
Kurset Ledelse af grøn omstilling og bæredygtighed er en del af projektet Femern Fyrtårn II, der hjælper små og mellemstore virksomheder med at forstå og implementere bæredygtige strategier.
“Vores opgave er at levere efteruddannelser, der styrker virksomhedernes evne til at arbejde strategisk med bæredygtighed og grøn omstilling. Det er en kæmpe fornøjelse at give grønne indspark til en lokal virksomhed, der er i gang med at blive grønnere og at aftrykket allerede viser sig i Køge Havn,” siger Jette Mølholm, virksomhedskonsulent hos KHS Kompetence.
Eller som Benny Dohm udtrykker det:
“Vi er stadig på rejsen. Man bliver nok aldrig helt færdig, men vi er kommet langt - og vi kommer til at rykke endnu mere de næste år. Den grønne omstilling er vigtig for alle virksomheder.”
Hvad er ESG?
ESG står for Environmental, Social og Governance – tre nøgleområder for bæredygtig forretningspraksis og bliver stadigt vigtigere som konkurrenceparameter og krav fra investorer, kunder og myndigheder:
Environmental: Klimaregnskaber, CO₂-reduktion og ressourceoptimering
Social: Ansvarlige arbejdsforhold og sociale initiativer
Governance: Gennemsigtighed, etik og compliance
Partnerne bag projektet
Femern Fyrtårn II er et samarbejde mellem:
KHS Kompetence, en del af Køge Handelsskole
Roskilde Handelsskole
Hvad er Femern Fyrtårn II?
Femern Fyrtårn II – Kvalificeret arbejdskraft er et regionalt initiativ, der skal styrke virksomhedernes kompetencer i grøn omstilling. Projektet er medfinansieret af offentlige midler og faciliteres i samarbejde med KHS Kompetence og Roskilde Handelsskole. Projektet tilbyder både teoretisk viden og praktiske værktøjer, der hjælper virksomhederne med at omsætte store visioner til konkrete handlinger.
Læs mere om kurset Ledelse af grøn omstilling og bæredygtighed her