
Man bliver aldrig for gammel til at lære – eller til at grine i godt selskab
Lær engelsk og bliv klædt på til at begå dig på udflugter, indkøb, restaurantbesøg, og når du skal bestille overnatning mv. på dine udlandsrejser
René og Lennart går til engelsk på KHS Kompetence, der er uddannelsesafdelingen for voksne på Køge Handelsskole. De er en del af et nyt samarbejde med Ældresagen – og de er ikke i tvivl: Det gør en forskel at holde hjernen i gang, ikke mindst i godt selskab med andre.
”Hvorfor skulle jeg ikke?” Sådan svarer René Grotenberg, da han bliver spurgt ind til, hvorfor han har valgt at blive bedre til engelsk. Han havde set annoncen med engelskundervisning i Ældresagens nyhedsbrev og tænkte, at det var en god måde at bruge tiden på – både for hjernen og helt sikkert også for det sociale.
I dag er han 77 år og fast deltager på engelskholdet tre timer om ugen på KHS Kompetence. Sammen med Lennart Lorentzen, 70, og resten af holdet mødes de én gang om ugen i tre timer. Det handler om at lære engelsk – men også om meget mere end dét.
”Vi kender jo hinanden nu – og det betyder også, at man tør sige mere,” siger René og tilføjer: ”Det er hyggeligt at mødes hver uge og tale om andet end bare engelsk. Vi snakker og griner undervejs – det gør noget for energien. Jeg ser frem til det hver uge.”
René nikker og tilføjer:
”Ja, jeg glæder mig allerede, så snart det er overstået, til at det bliver tirsdag igen.”

Engelsk, der skal bruges – ikke bare læres
Både René og Lennart har hver deres baggrund for at melde sig til kurset – men fælles for dem er ønsket om at bruge sproget i praksis.
”Jeg rejser stadig meget, og jeg har været næsten alle steder i Europa – undtagen Irland og Skotland,” fortæller René. ”Når man ikke rejser med et selskab, skal man jo selv kunne klare sig. Derfor giver det mening at få engelsk pudset lidt af.”
Lennart nikker genkendende:
”Min kone og jeg rejser helst alene – så får man den bedste oplevelse. Man kommer i snak med de lokale, og det giver noget helt andet. Så er det jo godt, at man kan gøre sig forståelig. Jeg ser også engelsksprogede programmer i TV, og så er det rart at kunne følge med uden undertekster.”
Det handler om så meget andet end engelske gloser og grammatik
Undervisningen består både af samtaler, øvelser og grammatik – men aldrig på den gammeldags måde. Både René og Lennart roser formen:
”Det er slet ikke bare tavle-undervisning. Jeg blev virkelig overrasket over, hvor levende en måde det er at lære på. Alle bliver inddraget. Man sidder ikke bare og gemmer sig – alle siger noget, og vi lærer hinanden bedre at kende. Vi får snakket rigtig meget sammen og vågner lidt op.

At tænke på engelsk
Begge mærker en tydelig forskel på deres engelskkundskaber; her halvvejs i forløbet oplever de, at engelsk ikke længere føles så fremmed.
”Jeg har nemmere ved at komme i gang med at tale det. Især samtalerne gør noget ved sproget. Jeg er begyndt at tænke mere på engelsk,” siger Lennart.
De kan også begge mærke, at det er lettere at finde ordene frem.
”Jeg kan helt klart mærke, at det er blevet nemmere bare at tale – og at noget af det, jeg havde glemt, kommer tilbage,” fortæller René.
Et sted at høre til
Kurset er et resultat af et nyt samarbejde mellem Ældresagen og KHS Kompetence, og holdene bliver hurtigt fyldt op. Det overrasker ikke deltagerne, der begge håber, at kurset fortsætter efter sommerferien.
”Det er godt at komme ud og gøre noget og møde andre mennesker. Det handler om livskvalitet. Om at holde sig i gang,” siger Lennart.
René er enig.
”Det her er ikke bare for hyggens skyld. Det er relevant læring og samtidig rigtig rart socialt. Det er godt at kunne noget – og endnu bedre at gøre det sammen med andre.”
Også afdelingsleder Mette Koch fra KHS Kompetence er glad for det nye samarbejde med Ældresagen:
”Det er fantastisk at se, hvordan et fag som engelsk kan skabe både læring og livsglæde. Kurset rummer alt det, vi gerne vil stå for i samarbejdet med Ældresagen: Aktiv læring, trygge fællesskaber og lysten til at udvikle sig – uanset alder.” Det understøtter vores gode motto ”Livslang læring”.
Hvis du er blevet nysgerrig og vil med på holdet, kan du kontakte KHS Kompetence – kursussekretær Mette Skou Petersen telefon: 9134 6616 E-mail: msj@khs.dk
KHS Kompetence og Ældresagen udbyder i samarbejde kurser i engelsk og IT i Køge og Store Heddinge
Kurser i Køge
afholdes hos KHS Kompetence på Køge Handelsskole, Campusbuen 21, 4600 Køge
Kurser i Store Heddinge
afholdes i Køge Handelsskoles lokaler, Algade 17, 4660 Store Heddinge
Vil du med på et hold kan du kontakte KHS Kompetence – kursussekretær Mette Skou Petersen telefon: 9134 6616 E-mail: msj@khs.dk