Sig det med streger
Vi bruger mange ord, når vi skal formidle vores budskab til andre. Men har du tænkt over, om der kunne være en mere effektiv måde at kommunikere på? Man siger, at et billede siger mere end 1000 ord. Det er her, at grafisk facilitering kommer ind i billedet.
”Grafisk facilitering er i de senere år blevet mere og mere udbredt – også til dem, som ikke synes de er gode til at tegne og helst holder sig til ord”. Sådan fortæller Maren Grosen, der er grafisk facilitator og underviser i grafisk facilitering.
'Grafisk facilitering' er et visuelt kommunikationsværktøj, som via et par simple streger kan give de abstrakte ord konkret form og gøre det komplicerede overskueligt og skabe fælles billeder.
Maren Grosen forklarer, at grafisk facilitering er noget alle kan lære, og at det kan bruges i mange forskellige sammenhænge til at supplere den måde, man allerede arbejder på.
"Det kan f.eks. være når du gerne vil kommunikere tydeligt og sælge sit budskab i rollen som sælger eller konsulent. Eller hvis du som mødeleder gerne vil sikre bedre dialog og forståelse på møder, eller som underviser vil optimere læringsprocesser og fange dine elever/studerende på en anderledes måde. Måske vil du som leder styrke samarbejdet og skabe fælles retning," siger Maren Grosen.
Mulighederne er mange, når man først har lært de simple tegneteknikker og hvordan de kan bruges til visuel storytelling.
”Min erfaring er, at på to dage kan man lære alle de basale teknikker, så man er klar til at bruge sit nye værktøj og styrke sin kommunikation, så budskabet går igennem. Det kræver ingen kunstneriske færdigheder og vi arbejder i et trygt rum, hvor der er fokus på at lære, øve sig og grine sammen”, afslutter Maren Grosen.
Kirsten Sattler og Catrine Wulff Ploug, der begge er HR-konsulenter, har fået en masse ud af, at være på kursus i grafisk facilitering:
”Maren er en inspirerende, nærværende og anerkendende underviser, som gav os mod på at komme godt i gang med at sige det med streger og udfordre os selv.”
Vil du sige det med streger? Så kontakt studiesekretær Mette Grasberger på tlf. 91346652 eller mail: mgra@khs.dk